Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Info i forbindelse med Corona-krisen

Gudstjenester i Resen sommer 2020

 D. 18. maj gik vi ind i fase 2 af genåbningen af Danmark. Nu får vi igen lov at holde gudstjenester i kirken – vel at mærke under ændrede forhold, så vi fortsat medvirker til at bekæmpe smitte med corona-virus.

Efter 18. maj må der nu ved gudstjenester og kirkelige handlinger være 36 personer i Resen kirke, inkl. kirketjener, kirkesanger, organist og præst.

Gudstjenesterne vil til at begynde med være kortere og uden altergang.

For at man ikke skal gå forgæves, har vi i menighedsrådet besluttet, at der skal være mulighed for tilmelding til gudstjenesterne til og med 14. juni.

Tilmelding kan ske til kirke- og kulturmedarbejder Karoline Rønne

på tlf. nr. 30 58 35 35  tirsdag til fredag 8.00 – 16.00.

Er man ikke tilmeldt, kan man gå op til kirken søndag formiddag og spørge, om der er plads til flere.

 

Kirken i en Corona-tid

I disse uger og måneder er alt forandret, og vi må være kirke på en anden måde, end vi plejer.

Mange af vores kerneopgaver finder nye former, og nye tiltag opstår.

Ikke mindst har vores elektroniske tilstedeværelse fået et ordentligt løft. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde.

Konfirmanderne fjernunderviser vi med film og billeder, tekster og opgaver pr. mail. De har arbejdet med centrale lignelser og Påsken. Desuden vil vi lave en video til dem, hvor Helga og undertegnede fortæller bibelhistorie om Saul, David og Goliat. Ligeledes har vores mini-konfirmander og babysalmesangsmødre modtaget videoer fra undertegnede. Mødrene med sange og salmer, musik og fagter. Mini-konfirmanderne med påskefortællingen og en kreativ opgave samt historien om profeten Elisa, der hjælper den spedalske hærfører Na’aman til helbredelse i Jordanfloden.

Vores seneste tiltag er en eksistentiel vandring i sognet langs fjord, skov og kirkegård, som man har mulighed for at gå fra den 26. april til den 10. maj. Turen er på 3-4 kilometer og har indlagte poster med billeder, tekster og spørgsmål til refleksion. 

Bisættelser og barnedåb afholder vi fortsat – dog med langt færre pårørende og dåbsgæster og med sangark i stedet for salmebøger. 

Alt i alt er intet som det plejer, men meget sker heldigvis alligevel.

K.R

------------------------------------------------------------------------------

Hilsen fra Provstiudvalget

Klik her

-------------------------------------------------------------------------------

 

Ændrede datoer for konfirmationer i Resen Kirke 2020

 

7. A   konfirmeres lørdag d. 15. august  kl. 9.00 og kl. 11.00

7. B   konfirmeres søndag d. 16. august  kl. 9.00 og kl. 11.00

7. C   konfirmeres søndag d. 23. august  kl. 9.00 og kl. 11.00

 

Specialklasserne konfirmeres søndag d. 30. august kl. 10.00

 

Datoerne er valgt, så der er mindst muligt sammenfald med byens øvrige konfirmationer.

 

 

 

 

 

Kalender

Søndagens andagter online

Se og hør søndagens andagter via linket nedenfor: 

5. søndag efter påske - Jesper Hornstrup (Skive Kirke)

Klik her

4. søndag efter påske - Mads Callesen (Skive Kirke)

Klik her

Store Bededag - Helga Ørgaard (Resen Kirke)

Klik her

3. søndag efter påske - Jesper Hornstrup (Skive Kirke)

Klik her

2. søndag efter påske - Mads Callesen (Skive Kirke)

Klik her

1. Søndag efter påske - Natalia Packert Andresen (Skive Kirke)

Klik her

2. Påskedag - Helga Ørgaard (Resen Kirke)

Klik her

Påskedag - Natalia Packert Andresen (Skive Kirke)

Klik her

Langfredag - Mads Callesen (Skive Kirke)

Klik her

Skærtorsdag - Jesper Hornstrup (Skive Kirke)

Klik her

Palmesøndag - Helga Ørgaard (Resen Kirke)

Klik her

Mariæ bebudelsesdag - Mads Callesen (Skive Kirke)

Klik her

Midfaste - Jesper Hornstrup (Skive Kirke)

Klik her

Tredje søndag i fasten - Natalia Packert Andresen (Skive Kirke)

Klik her

 ------------------------------------------------------------------------

Søndagshilsen fra sognepræsten - 4. søndag efter påske 2020

I den græske mytologi er en kyklop en kæmpe med kun et øje.

I sagens natur er det svært for enøjede kæmper at se en sag fra flere sider.

I Karl Ove Knausgårds nyligt udkomne bog ”I kyklopernes land” skriver han:

”Det er forår i kyklopernes land. Æbletræerne blomstrer og står som hvide sejl i et hav af grønt. Himlen er blå, og over havet, som ligger blot nogle kilometer herfra hvor jeg sidder, hænger skyerne ubevægelige. Det er så smukt at det gør ondt. Og så fredeligt. Landet er fuldt af velstand, forretningerne er fulde af varer, alle har hvad de har brug for og lidt til. Alligevel er kykloperne ikke lykkelige. Mange af dem er vrede og fulde af had. Og mange af dem er bange (...). Grunden til at der er så meget had blandt kykloperne, og så meget frygt, tror jeg er enkel. Kykloperne vil ikke vide af de dele af virkeligheden, der ikke er som de ifølge dem bør være.”

Sådan skriver Knausgård.

Det kan være farligt at være ”enøjet.”

Ses virkeligheden kun fra en enkelt synsvinkel, da glemmes alt for let alt det, som kan gøre os taknemmelige. Som f.eks. naturens skønhed og den overflod af velstand, hvor er der nok til alle, om vi blot forstår at forvalte velstanden, så alle mærker den.

Måske alt dette slet og ret fortrænges, når vi bliver enøjede og ser virkeligheden fra kun én synsvinkel.

Begynder kykloperne at opfatte deres virkelighed fra flere synsvinkler, vil de få en frihed, som de lige nu ikke kender.

Dette bringer os ind i det ottende kapitel i Johannesevangeliet, hvor Kristus siger: ”Sandheden skal gøre jer frie.”

At sandheden gør os frie, det erfarer vi utallige gange i vores liv.

Er et menneske selv klar over, at han eller hun er ramt af svær sygdom, og vil ingen andre være ærlige og erkende sygdommens alvor, da bliver den sygdomsramte tilmed usigeligt ensom.

Mens en vilje til at være ærlige sammen kan give en frihed til både den syge og til de raske.

Sandhed giver en frihed, som løgn ikke giver.

Den virkelighed, vi lever i, er nuanceret og kompleks.

Er vi syge, er sygdommen aldrig det eneste, der er at sige om os og vores liv.

Vi er andet og mere end vores diagnoser.

Har vi fejlet og svigtet, er ej heller det det eneste, der er at sige om os.

Vi er andet og mere end det, vi skammer os over.

Flere øjne skal hjælpe hinanden med at se, når sandheden skal have plads i vores liv.

Lever vi som enøjede kæmper, er der MEGET, vi ikke får med.

Med til sandheden hører, at lige nu er det forår.

Covid 19 kan forhindre os i meget – men ikke i at gå ud og se, høre og mærke, at nu er foråret her.

God søndag 

H.Ø.

Søndagshilsen fra sognepræsten - 3. søndag efter påske 2020

 ”Skal vi være dus?”

Et spørgsmål som dette høres efterhånden sjældent.

Spørgsmålet havde relevans, dengang ikke alle sagde du til alle.

Det var almindeligt at tiltale et andet menneske ved at sige ”De.”

Det var en tiltaleform, der blev brugt, når der skulle udtrykkes en høflig, respektfuld distance til mennesker, som man enten ikke kendte, eller som man ikke var fortrolig med. Og som man hverken skulle eller måtte mase sig ind på.

Nogle savner brugen af denne tiltaleform – netop fordi den udtrykker høflig, respektfuld distance.

Andre gør ikke.

For det er ikke en tiltaleform, som var almindelig i alle samfundslag og miljøer.

For os, der voksede op, hvor man også dengang sagde ”du” til alle, er det rart at slippe for at overveje, hvor man siger ”du,” og hvor man siger ”De.”

Der er andre måder at udtrykke respekt, høflighed og distance på.

Der var og er et forhold, hvor vi alle altid kan sige ”du.”

Det er i forholdet til Kristus.

I kristendomen er Gud en, vi er fortrolig med – aldrig en, som vi skal holde os på afstand af med høflig distance.

I salmen ”At sige verden ret farvel” (nr. 538 i salmebogen) skriver Grundtvig:

”Kom i den sidste nattevagt

i en af mine kæres dragt,

og sæt dig ved min side,

og tal med mig, som ven med ven,

om, hvor vi snart skal ses igen og

glemme al vor kvide!

……..

O, lad mig i min sidste stund

det høre af din egen mund,

som Ånd og liv kan tale,

hvor godt der er i himmerig,

og at du stol har sat til mig

i dine lyse sale!”

Det er Jesus, som der her siges ”du” til.

Salmen indeholder en bøn om, at Kristus vil komme og være hos mig, når jeg skal dø – gerne ved at sende en af mine kære i sit sted!

Jesus, fortæl, at du har sat en stol til mig i dine lyse sale!

Fortæl, at vi er ventede i din fars hus med de mange boliger.

Det er svært at sige farvel til verden.

Det kan være ubærligt.

Det kan være frygteligt at miste.

Det kan være helt ubærligt at sige farvel til et højt elsket menneske.

Selv det største evighedshåb befrier os ikke for savnet.

Og dog er det en hjælp at leve i tillid til, at der er en plads til os i Guds hus med de mange boliger.

God søndag.

H.Ø 

 

Søndagshilsen fra sognepræsten - Anden søndag efter påske 2020

 ”Vores liv er som en sætning, der ikke er fuldført.”

Sådan sagde en præst i folkekirken en forårssøndag i 1944.

Der var konfirmation i kirken den dag og mon ikke både konfirmanderne og deres pårørende har nikket ”Ja” til påstanden om, at vores liv er som en sætning eller som en fortælling, der ikke er fuldført. Vi står jo midt i det og vi ved ikke, hvordan livet vil forme sig fremover.

Skulle nogen tro, at præsten derefter sagde til konfirmanderne, at nu var det så deres opgave at fuldføre sætningen eller fortællingen, så må man tro om igen.

Derimod blev der sagt, at de sidste ord, de ord, som skal give hele sætningen mening - dem kan vi slet ikke selv sige!

Samme søndag hørte konfirmanderne og deres familier, at Jesus siger, at han er deres hyrde.

Hvad mon de tænkte, da de hørte det?

Og hvad tænker vi?

At Jesus er vores hyrde, det giver vel kun mening for den, som har brug for en hyrde?

Er man stærk og klog og mestrer man i det store og hele sit eget liv, hvem har så brug for en hyrde?

At Jesus er som en hyrde for os, giver vist kun mening for den, som ikke selv kan finde vej i sit eget liv; der hvor nøden og angsten og nederlaget er så overvældende, at man ikke kan andet end at råbe om hjælp.

Måske vi tænker på angst, nød og nederlag som udtryk for, at Gud er fraværende.

I virkeligheden er vi her Gud nærmere, end vi selv ved.

Fordi vi her råber efter ham.

Gud lader sig finde ved at lade sig savne.

Som den fortabte søn først for alvor fandt sin far, da han begyndte at længes efter ham.

Er vores liv som en sætning, der ikke er fuldført, har Kristus de ord, som vi ikke kan sige til os selv og som skal siges til os af en anden, om vi skal kunne høre dem:

Siger vi, at vi har fejlet og svigtet, svarer Kristus: ”I er tilgivet.”

Siger vi, at vi ikke er værd at elske, svarer han: ”I er Guds elskede børn.”

Siger vi, at vi er frygter døden, svarer han: ”Jeg lever og I skal leve.”

Siger vi, at vi er bange, svarer han: ”Frygt ikke.”

Springer vi tilbage til konfirmanderne i 1944 ønskede den pågældende præst alt det bedste for dem:  At de må komme ud på kanten af livet, hvor de råber på Gud!

Og at de her må høre de ord, som mennesker ikke bare kan sige til sig selv.

Ovenstående er ikke mindre aktuelt i dag end i 1944.

Ingen af os havde vist forestillet sig, at en verdensomspændende pandemi skulle blive så påtrængende - her hos os.

Tænk, at sådan en lille virus – usynlig for det blotte øje – er så stærk, at den kan lamme vores samfund.

Sådan en lille smitsom, påtrængende mikroorganisme har stor magt – men den kan ikke forhindre os i at spørge efter Gud.

Måske mange oplever, at vores liv – nu mere end ellers - ligner en sætning uden fuldendelse. For vi aner ikke, hvordan det her skal gå; hvor længe det vil vare og hvor vidtrækkende konsekvenser, det får.

Måske vi i denne tid opdager, hvad der for alvor er væsentligt i vores liv?

Savn giver os nye øjne at se med.

God søndag til jer alle.

H.Ø

 

Søndagshilsen fra sognepræsten 1. søndag efter påske

Det er alt andet end rart, hvis nogen stiller spørgsmål ved ens kærlighed.

Det er pinligt. Meget pinligt.

Og da Jesus møder disciplene efter opstandelsen, er det pinligt, at han spørger Simon Peter: ”Elsker du mig mere, end de andre gør?”

Disciplen svarer tilbage: ”Herre, du ved, at jeg holder af dig.”

Alligevel spørger Jesus igen: ”Simon, elsker du mig?”

Denne gang undlader Jesus dog at spørge, om han elsker mere end de andre.

Igen svarer Simon Peter: ”Herre, du ved, at jeg holder af dig.”

Som om det ikke var pinligt nok nu, så spørger Jesus tredje gang: ”Simon, har du mig kær?”

Igen må Peter bekræfte sin kærlighed.

Den måde Jesus spørger på, den afdæmpes efterhånden: fra at spørge ”Elsker du mig mere end de andre” bliver det til blot ”elsker du mig” – og til sidst: ”holder du af mig.”

At Jesus spørger lige netop tre gange minder Simon Peter om det, han allerhelst vil glemme, nemlig at han fornægtede Jesus tre gange den nat, da Jesus blev dømt til døden.

Det er også værd at lægge mærke til, at Jesus her tiltaler denne ivrige discipel med navnet Simon, som han hed, da Jesus først mødte ham.

Navnet Peter, der jo betyder klippe, var et navn, Jesus siden gav ham.

Men her på dette sted - efter korsfæstelsen og opstandelsen - kalder Jesus ham igen Simon.

Jesus kunne jo have sagt: ”Hør her, du er altid så stor i munden. Det skal lyde af så meget. Men jeg kan jo ikke regne med dig, når det virkelig gælder.”

Det siger Jesus ikke. I stedet giver han Simon Peter en opgave:

”Tag dig af dine brødre og søstre, pas på dem.”

Her møder vi et mønstereksempel på, hvad synderens forladelse er: Det er at få en opgave, når man har fejlet. Det er at beholde en plads i fællesskabet, selvom man har svigtet.

Synderens forladelse betyder ikke, at vi lader som om, vi ikke godt kan huske, hvad der gik galt. Det kan vi godt. Men vi blir' ikke stående der.

Vi forbliver i relationen med hinanden.

I daglig tale hører vi sjældent nogen sige: ”Jeg tilgiver dig.”

Det betyder ikke, at vi ikke møder tilgivelse i det daglige.

Det gør vi – igen og igen. Og det viser sig nok mest af alt ved, at vi betror hinanden ansvar for væsentlige ting.

Havde Simon Peter en forestilling om, at det ville være bedst, om han elskede Jesus meget højt – helst mere end de andre, så bliver det klart nu, at det med højstemte følelser ikke er det afgørende. Det er helt i orden med det mere afdæmpede: ”Jeg holder af dig.”

Kærlighed kan sammenlignes med ilden i en brændeovn. Til tider flammer den højt og flot og voldsomt, til andre tider er den som gløder, som ligger og lyser i mørket. Men gløderne kan man også glæde sig over og varme sig ved. Det er gløderne, man bager brød på. Og der kan pustes liv i gløderne, så de igen flammer op.

Hvad nu, hvis Simon Peter havde svaret ”Nej” på Jesu spørgsmål ?

Mon Jesus så havde betroet ham at tage sig af de andre?

Som sagt: Det var pinligt for Simon Peter, at Jesus stillede spørgsmål ved hans kærlighed.

Men det endte med at blive godt.

For Simon Peter blev ikke skammet ud.

Han beholdt sin plads i fællesskabet.

Det siger noget om Jesu kærlighed.

God søndag.

 H.Ø

 

Påskehilsen fra sognepræsten

Galilæa – af alle steder!

Der skal de se Jesus.

Det siger i hvert fald englen, som Maria og Maria Magdalene møder ved den tomme grav påskemorgen, når det er evangelisten Mattæus, der fortæller.

Galilæa, det er der, de to kvinder kommer fra.

Det er der, disciplene kommer fra.

Her ligger de byer de forlod, da Jesus kaldte på dem.

Nu, efter hans korsfæstelse, hvad skal de så?

Ja, så må de vel gå tilbage til Galilæa og forsøge at stable en dagligdag på benene igen.

For andre mennesker dengang – de fleste – var Galilæa et ikke særligt interessant udkantsområde i den østlige del af Romerriget.

Men det er her, Maria og Maria Magdalene og de andre disciple skal tilbage til.

Og Jesus er åbenbart gået i forvejen for dem – han er der allerede!

De havde aldrig fattet, hvad Jesus mente med, at han skulle opstå fra de døde.

Det gør de stadig ikke.

Men det indebærer åbenbart, at Jesus allerede er der, hvor de er på vej hen.

Med andre ord: Jesus er i fremtiden foran dem; han er i den fremtid, de er på vej ind i.

Fremtiden er uvis.

Det er den altid.

Lige nu, hvor vi er ramt af coronakrisen, må vi sige hvis og hvis og hvis.

Og det i et omfang, vi slet ikke er vant til.

Levede vi før i en illusion om, at vi selv er herrer over eget liv, så erfarer vi noget andet nu.

I andagten til langfredag siger en af mine kollegaer i Skive: ”Gud er ikke bundet af tiden. Hjælp os at tro, at du allerede er i den fremtid, vi frygter.”

Gud indhenter os ikke bagfra.

Han går os i møde forfra.

Går os i møde med sin kærlighed til os, med sine opgaver til os, med sin tilgivelse af alt det, der ikke bliver, som det skulle have været.

Hvordan fremtiden end bliver: Gud vil være der sammen med os.

Måske det, Maria og Maria Magdalene allermest ønskede, var at vende tilbage til den dagligdag, de før havde haft sammen med Jesus, da de vandrede fra by til by.

Men det er ikke det, de skal.

Den tid er forbi og kommer aldrig igen.

Nu er alt forandret.

Intet bliver nogensinde som før.

Alt skal blive nyt.

Det kristne opstandelsesbudskab om, at det bedste altid er foran os, fordi Gud altid er foran an os, er ikke nødvendigvis en selvfølgelig trøst.

For den, som har mistet det allerbedste, og som kun ønsker, at alt igen skal blive som før, er det dybt provokerende at høre, at der kan være en stor glæde at i, at intet skal blive som før.

Men det er det, påskemorgen forkynder: Intet er ved det gamle.

Alt skal blive nyt.

Og det er godt!

Vi længes alle efter, at samfundet skal åbne op igen – så vi igen kan mødes i små og store forsamlinger. Igen mødes på cafeer og restauranter, tage en tur i svømmehallen og gå til frisøren.

Tiden efter corona bliver næppe den samme igen som før corona – om ikke andet så ene og alene af en grund, at vi i denne tid får andre øjne at se med.

Nu længes vi efter den ganske almindelige hverdag, som vi vist før tog for givet og måske endda kaldte grå.

Var hverdagen grå, var det så fordi, vi selv malede den i grå farver?

Lige nu eksploderer naturen i et grønt festfyrværkeri.

Påskeliljer og forsythia springer ud i stærke, solskinsgule farver og fuglene synger, så det er en lyst.

En brudgom sagde en gang, at foråret, som kommer, det er lige skønt hvert år.

Tænk, at vi nu oplever det en gang til!

Når Gud maler, er der mange farver på paletten. 

Glædelig påske

H.Ø.

Kirkeblad

Minikonfirmander